Udstiling med Jeppe Zabel og Søren Schaarup

Fredag den 13. januar til søndag den 29. januar 2017 på Kirkehavegaard

Åbningstider: Torsdage og Fredage kl. 15 – 17 samt lørdage og søndage kl. 14 – 17
Fernisering: Fredag den 13. januar 2015 kl. 19 – 20:30.
Entre: Gratis

Jeg har fotograferet seriøst i ca. 15 år og mine foretrukne motiver er: skygger,
lysets refleksioner i vandet og naturen generelt. I mine fotografier lægger jeg meget vægt på lysets farvespil og den kompositoriske symmetri. Desuden eksperimenterer jeg ofte med abstrakte motiver. Ud over at fotografere, blogger jeg om sprog og kultur på TheBlaze.dk og underviser privat i bluesguitar.
Jeg har blandt andet udstillet mine fotografier på Det Kongelige Bibliotek og Hvidovre Hoved Bibliotek. Desuden har jeg udstillet i en række kunstforeninger i løbet af de sidste 12-15 år.

Som billedhugger arbejder jeg værkorienteret.
Mit materiale er den hårde granit, blokken, som jeg på traditionel vis arbejder mig ind i via en analytisk proces, hvor jeg transformerer den rå granit til skulpturer, der fremstår i et abstrakt, stramt og præcist defineret formsprog med referencer til naturgivne former og strukturer.
Inspirationen henter jeg i naturen, hvor et bølget morænelandskab, blide dønninger på havet, frugter og andre organiske elementer lagrer sig som bogstaver i mit indre formalfabet og danner basis for et personligt skulpturelt sprog, hvis syntaks styres af skulpturelle grundprincipper.
Jeg er optaget af at undersøge, hvorledes naturgivne konkave og konvekse volumener kan sammensættes og manipuleres til stedse nye organisk inspirerede, men dog abstrakte volumener, der i granitten fastlåses i en skulpturel evighedstilstand – suverænt bestemt af mig.
En indfaldsvinkel er f.eks. klassisk croquistegning, hvor studiet af menneskekroppen giver mig mulighed for senere at bruge kroppens volumener i fragmentarisk form – parteret ud af deres oprindelige sammenhæng for at blive organiseret i en helt ny. Centralt for mit skulpturelle udtryk er kampen for at forene de modsat rettede kræfter og kontraster som udgør grundsubstansen i mine værker.