Udstilling med Preben Boye og Lars Strand

Fra fredag den 5. april til søndag den 21. april 2013 på Kirkehavegaard, Kirkehaven 14-16, 3450 Allerød

Åbningstider: Torsdage og Fredage kl. 15 – 17 samt lørdage og søndage kl. 14 – 17
Fernisering: Fredag den 5. april 2013 kl. 19 – 21
Entre: Gratis

Sæsonens sidste udstilling byder på en spændende kombinationsudstilling med billedhuggeren Preben Boye og maleren Lars Strand.

Billedhuggeren Preben Boye udstiller skulpturer udført i bronze og granit – somme tider sammensat. Stenmaterialerne henter han både fra Skandinavien og så langt væk fra som Vietnam. Han har en unik sans for de enkelte stens potentiale. Preben Boye har udført en lang række udsmykninger og skulpturer som er udstillet på adskillige kunstmuseer, i byrum – Bro foran Codanhus – på kirkegårde – Englenes dal på Bispebjerg Kirkegård.

Maleren Lars Strand havde i mange år maleriet som seriøs hobby ved siden af forskellige lederjob i byggeindustrien. På malerskoler og billedhuggerskoler herhjemme og i udlandet udviklede han sideløbende sine færdigheder som kunstner. Han har nu valgt at arbejde med lærrederne i store koloristiske billeder, og rejser til Norge, New York og Cuba har inspireret ham. Lars Strand er hele tiden optaget af at afprøve nye tekniker og dermed nye udtryk i sine værker.