Efterårsudstillingen – Nordsjællands Keramikeres 40 års jubilæumsudstilling

9. til 23. oktober 2011 på Kirkehavegaard

Åbningstider: Alle hverdage: kl. 13 – 18, lørdag/søndag: kl. 11 – 17, mandag lukket.
Fernisering: Søndag den 9. oktober kl. 15-17.
Entre: Voksne 20 kroner. Inviterede samt medlemmer af Allerød Kunstforening og Nordsjællands Keramikere har gratis adgang.

På ferniseringsdagen er der gratis adgang for alle, og der trækkes lod om et antal gevinster fremstillet af Keramikerne.

Udstillingen åbnes af Frank Hejndorf – kom og nyd et glas vin og se en dejlig udstilling.

I 1970 stiftedes som bekendt Allerød Kunstforening, og blandt initiativtagerne var der flere keramikere. I 1971 blev man enige om at starte en selvstændig keramikforening – Foreningen af Nordsjællandske Keramikere.

Allerød Kunstforening og Nordsjællandske Keramikere har været hinandens fødselshjælpere, så derfor er det naturligt, at Nordsjællandske Keramikeres 40 års jubilæums udstilling afholdes i samarbejde med Allerød Kunstforening.

Samarbejdet mellem vores to foreninger har været til fælles gavn i alle 40 år, hvor vi har samarbejdet om flere fælles udstillinger. bl.a. afholdt vi for 5 år siden vores 35 års jubilæumsudstilling på Kirkehavegaard, hvor der var en ”historisk” og en ”her og nu” udstilling.

Udstillingen i år bliver en ucensureret udstilling, hvor medlemmer af Nordsjællandske Keramikere alle kan komme med det, der lige nu udføres på værkstederne. Det bliver en udstilling, hvor der både vises traditionel pottemagerkeramik, design, skulpturer og kunst – alt sammen for at gøre udstillingen så levende og nutidig som muligt – og interessant for publikum.

Udstillingen vil omfatte moderne unikakeramik og keramiske skulpturer af 37 keramikere, og den vil vise, hvordan keramikken har udviklet sig fra tidligere keramiske arbejder. De lertyper man bruger i dag, kan brændes ved langt højere temperaturer end tidligere, således at der kan fremstilles stentøj, som er vandtæt uden nogen efterbehandling med f.eks. glasur. Mange keramikere arbejder også i porcelænsler. En af de væsentligste grunde til, at så mange arbejder i stentøjs- eller porcelænsler er ovnenes meget bedre kvalitet end tidligere.

I forbindelse med udstillingen har Nordsjællandske Keramikere udarbejdet en publikation, som vil præsentere de udstillende kunstnere og deres arbejder. Bogen vil kunne erhverves på udstillingen.