Tre kvindelige kunstnere

6. til 22. november 2009 på Kirkehavegaard, Kirkehaven 16-18, 3450 Allerød

Åbningstider: Fredage: kl. 15 – 17, lørdag/søndag: kl. 14 – 17.
Fernisering: Fredag den 6. november kl. 19-21. Udstillingen åbnes af næstformand i kulturudvalget Lea Herdal
Entre: Gratis

Allerød Kunstforenings november-udstilling på Kirkehavegaard bliver et spændende møde med Tre Kvindelige Kunstnere. ”Vi har kendt hinanden siden fælles studietid på Skolen for Brugskunst” fortæller Kitta Ponsaing. ”Vi er alle tre fra tekstillinien, Janne Mandrup og Hanne Radzik som vævere og jeg som tekstiltrykker”.

”På trods af vores store forskellighed i det kunstneriske udtryk har vi haft stor glæde af at diskutere hinandens arbejde og synes, det kunne være spændende at udstille sammen. Det at man er forskellig i det visuelle sprog kan ofte give en tydeligere dialog, end hvis det modsatte er tilfældet. Vi er jo alle tre som udgangspunkt inspireret af det samme, nemlig lyset og farverne i naturen”, fortsætter Kitta Ponsaing.

Janne Mandrup, hvis udgangspunkt var væven med store unikke vævninger, er gået over til at male akryl på lærred. Hun arbejder fortrinsvis med sort-hvide nuancer med undertoner af farvenuancer. Hun arbejder med klarhed og forenkling af en flade i harmoni med et billedrum, gerne med en historie eller en oplevelse der ligger bag. En bevægelse fra det materielle til det immaterielle.

Hanne Radzik har holdt fast i væven. Hun arbejder med unikke billedvævninger, gobeliner ”malet med tråd”, som hun siger. Akvarellen har altid været en teknik hun har brugt parallelt med vævningerne. Inspirationen er naturen omkring hende i Liseleje, hvor hun bor, ligesom den menneskelige krop i bevægelse har været et gennemgående motiv. Billedvævningerne fremstår i mange fine farvenuancer, da hver nuance er blandet af flere forskelligt farvede tråde, der får vævningerne til at fremstå som lette akvarelagtige gobeliner.

Kitta Ponsaing har i mange år haft eget værksted, hvor hun har lavet unika-tryk og mønstre til tekstilindustrien, men har også i en lang årrække arbejdet som billedkunstner på det seneste med tegninger på papir, med teknikker hentet fra tekstiltryk. Motiver og inspiration henter hun i naturen, det kan f.eks. være træstykker, sten, dyreskeletter eller menneskeskabte ting, der har fået et andet udseende af at ligge længe i naturen. Billederne er ikke naturalistiske, men i en form der åbner op for en mere varieret fortolkning. Hendes arbejdsmetode er først at lave små tegninger, der senere, ligesom i et puslespil, sættes sammen til en større fortælling.

Udstillingen åbnes af næstformand i Kulturudvalget, Lea Herdal. Kom og nyd et glas vin og oplev denne spændende udstilling til akkompagnement af klassisk guitar, spillet af Julian Dünnwald. Kunstnerne vil være til stede, og der vil endvidere være lodtrækning blandt publikum om en flaske kunstnervin.