To fuglekunstnere kommer til byen

Fra 12. til 28. marts 2010 på Kirkehavegaard

Åbningstider: Fredage, Lørdage og Søndage kl. 14 – 17.
Fernisering: Fredag den 12. marts kl. 19 – 21.
Udstillingen åbnes af biolog Christian Rørdam, Allerød, kendt fra fugleekskursioner i ind- og udland.
Entre: Gratis


Billede af Jens Bohr

Billede af Jens Gregersen

I marts måned har Allerød Kunstforening inviteret to kendte fuglekunstnere, Jens Bohr og Jens Gregersen, til at udstille på Kirkehavegaard.

Begge kunstnere nyder meget at færdes i naturen, og de skildrer med stor dygtighed deres naturoplevelser, hvor fugle er et yndet motiv hos dem begge.

Jens Bohr er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i 1987 og har fortrinsvis arbejdet som grafiker og især med træsnit. Han arbejder figurativt, forholdsvis naturalistisk, dog med forskellige forskydninger og med sammenblanding af andre billedelementer. Jens Bohr henter sine motiver fra hverdagen, rejser og naturen og snitter dem i birketræskrydsfiner. ”Jeg trykker i farver og sort og hvidt, ofte flere lag oven i hinanden. Det kan godt blive lidt gråt, men det holder jeg nok af, ligesom det danske vejr, der skifter fra sommer til efterår …..” siger Jens Bohr.

Udstillingen viser først og fremmest træsnittene, men i de seneste år har Jens Bohr også arbejdet en del med litografi, som også vises på udstillingen, sammen med et par eksempler på hans keramiske arbejder.

Jens Gregersen har fra barndommen været optaget af fuglelivet og tegnekunsten. Mesterligt har han skildret fuglenes liv og deres omgivelser, og når vi ser hans kunst kan man fornemme hans glæde ved at være i naturen.

Han er uddannet reklametegner og har skrevet og illustreret utallige bøger, bl.a. om livet i fuglereservatet Tipperne i Vestjylland, om skarven på Vorsø, hvor han bor, samt om blomster og åløb i den danske natur. Jens Gregersen arbejder også med illustrationer til dagblade og forlag samt skildringer i aviser og tidsskrifter. Utallige skitsebøger er det også blevet til, om hans arbejde på Vorsø og fra de mange rejser, senest den arktiske natur, hvor han har tilbragt højsommeren, først i Lapland siden i Grønland og på Færøerne samt i det uvejsomme Sibirien.

Under denne udstillingen har Allerød Kunstforening etableret en Skoletjeneste, hvor otte klasser vil blive undervist af grafikeren Jens Bohr. Her vil eleverne lære at lave deres eget tryk, og forløbet vil afslutte med en børnefernisering.

Kom og oplev denne flotte og dejlige udstilling og nyd et glas vin over en snak med kunstnerne, som begge vil være til stede under ferniseringen.

Læs mere på www.naturkunstnere.dk om begge kunstnere.