Keramiske værker og malerier på Kirkehavegaard – Fujiko og Ivan Weiss

16. april til 2. maj 2010 på Kirkehavegaard

Åbningstider: Tirsdag – Søndag kl. 12 – 17.
Fernisering: Fredag den 16. april kl. 19 – 21.
Udstillingen åbnes af medlem af Kultur- og Idrætsudvalget John Jensen.
Entre: Gratis

Allerød Kunstforenings sidste udstilling på Kirkehavegaard i denne sæson bliver med ægteparret Ivan og Fujiko Weiss, der udstiller henholdsvis keramik og malerier.

Udstillingen bliver anderledes end årets øvrige, idet der vil der være åbent dagligt fra kl. 12-17 bortset fra mandage, og Ivan Weiss vil være til stede hver dag og fortælle om sine kunstværker og fremstillingsprocesserne.

Efter mere end 40 år med ler kender keramikeren Ivan Weiss leret i alle dets skikkelser – fra det fine porcelæn til det grove stentøj. Han kom i 1962 i lære på Den kongelige Porcelænsfabrik, hvor han malede Flora Danica. Efter at være blevet indviet i keramikkens verden drog han i begyndelsen af 1970’erne et par år til Japan, og med sig hjem havde han ikke blot sin kone Fujiko men også nye indsigter og en inspiration, der lige siden har præget de arbejder, han skabte hos Royal Copenhagen og senere fra eget værksted siden 2004.

Ivan Weiss har deltaget i en lang række udstillinger såvel i Danmark som i udlandet og står bag store udsmykningsopgaver i bl.a. Nationalbanken og Forskningscenteret for Skov og Landskab i Hørsholm.

På Kirkehavegaard vil Ivan Weiss vise både store og små værker, spændende fra et flisebillede, der fylder hele endevæggen til små lågkrukker i såvel porcelæn som stentøj, dekoreret med Ivan Weiss’ særlige evne for fri dekoration.

Fujiko Weiss stammer fra Japan og er opvokset med den kalligrafi, der præger hendes billeder. Hun er uddannet på forskellige keramiske værksteder i Japan og i Danmark på Skolen for Brugskunst.

Om sine billeder siger Fujiko Weiss: ”Med japansk blod i årerne er det naturligt for mig at bruge et kalligrafisk udtryk i mine billeder. Når jeg stryger penslen over papiret, er det med bevidstheden om, at jeg ikke kan gå tilbage for at ændre resultatet. Jeg fastholder nuet i penselstrøget”. Og hun fortsætter: ”Hvert enkelt strøg er en rytmisk bevægelse, og de forskellige toner i den sorte farve kommer fra penseltrykket, og med hvilken hastighed jeg maler. Jeg søger altid en styrke og en balance mellem de sorte og de hvide figurer, der opstår i billedet. Disse mellemrum er afgørende for billedets resultat.