Udstilling med Beate Andersen og Margrethe Agger


Fredag den 9. april til søndag den 25. april 2021 på Kirkehavegaard

Fernisering: Fredag den 9. april 2021 kl. 19 – 20:30
Åbningstider: Torsdage og fredage kl. 15 – 17 samt lørdage og søndage kl. 14 – 17
Entre: Gratis

 

Beate Andersen er keramiker. Hun var i mange år medlem af Strandstræde Keramik. Hendes keramiske arbejder er smukke krukker af stentøjsler med geometriske mønstre og farver, som er inspireret af rejser.

Det ligger mig virkelig på hjerte, at mine mønstre integrerer med krukkens form og forvandles til et hele, som lever sit eget liv.  Et liv som har uendelighedens karakter.

Alle mine arbejder er udført i stentøj. Derpå glaseret med ekstremt matte glasurer og malet med sorte oxyder.

Til slut brænder jeg mine arbejder i min dejlige gasovn, som opvarmes til 1300 grader ved nordsøgassens forvandlende kraft.

Efter døgns nedkøling åbner jeg forsigtigt ovnen og med bævende hjerte skuer jeg ind i ovnens endnu hede rum, om nogen af mine drømme og forestillinger har båret frugt.

 

 

Kunstnerens hjemmeside

 

 

Margrethe Agger er tekstilkunstner og billedvæver. Hun er inspireret af polske, afrikanske, egyptiske og indianske vævninger. Skitser og akvareller fra rejser resulterer i farverige vævede billeder fyldt med figurer af blomster, dyr eller ornamenter. MA ville som ung gerne have været fysioterapeut, hvilket formentlig havde passet godt til hendes faders forestillinger om en varig stilling for sine døtre. Men både hun og hendes søster, tegneren Else A., valgte at søge uddannelse inden for det kreative område. Det lå dem nu heller ikke så fjernt, omgivet som de var af familiemedlemmer, der i mange år havde været etablerede inden for det kunstneriske felt. To mostre, Signe Rønne og Elisabeth A., var tekstilkonservatorer og ansat på Statens Museum for Kunst, mens morfaderen ◊Svend Rønne og farbroderen ◊Knud A. havde vundet anerkendelse som malere. Alligevel var det lidt af en tilfældighed, at MA som 19-årig kom ind på tekstillinien på Kunsthåndværkerskolen. Her mødte hun et stramt og yderst konkret kvalitetsbegreb, funderet i den danske unikatradition, der fra først i 1920’erne blev udviklet i et tæt samspil mellem arkitekter og vævere. Et samspil, der hovedsagelig byggede på teorier om funktionalisme og med dem en renselse af form, uden megen plads til fabuleren eller figuration i de brugstekstiler, der blev udført i studieforløbet.